Sparringskassen

Hej Sparringskassen

I børneklubben har vi en dreng, der egentlig virker glad og smilende, men bliver meget stille, når vi fx leger eller forsøger at skabe rum for samtale. Han giver udtryk for, at det er sjove aktiviteter, men alligevel deltager han ikke så meget og vi synes, han nogle gange giver udtryk for, at han føler sig lidt udenfor. Hvordan undgår vi, at han føler sig ensom midt i fællesskabet?

Med venlig hilsen
Klublederne

Kære ledere

Tak for jeres spørgsmål. Det er rigtig godt set af jer. Jeg vil forsøge at svare jer ud fra det, vi ved om introverte personer.

Der tales meget om at være introverte eller ekstroverte. Jeg tror vi har lidt af hvert i os alle. Det er noget, der ligger i os som mennesker. Det ene er altså ikke bedre eller dårligere end det andet. Det er en del af vores personlighed.

Men lad mig lige definere, hvad det betyder at være introvert - indadvendt:

Introverte

• søger ofte indad og er optagede af at finde formål og motiv bag handlinger - det kræver ofte længere tid at processere tankemæssigt, og kan derfor virke lidt sløve eller ugidelige, selv de ofte slet ikke er det!
• kræver længere tid om at engagere sig i sociale sammenhænge.
• arbejder som regel bedst alene - sidder gerne med maletegninger, opgaver og stillesiddende aktiviteter.
• trives godt i deres eget selskab.
• føler sig sjældent ensomme - selvom det kan se sådan ud - også fordi de typisk ikke trives med det, de kan se som overfladisk snak.
• har ofte få, gode venner, de har haft gennem lang tid - derfor søger han måske ikke primært fællesskab hos jer, men noget andet.
• har brug for tid alene for at genoplade efter at have deltaget i socialt samvær.
   

Det modsatte af introvert er ekstrovert - udadvendt:

Ekstroverte

• føler sig bedst hjemme i udadvendte og sociale aktiviteter - og vil altså typisk være engagerede i jeres fælles aktiviteter og samtaler.
• kan godt lide at møde nye mennesker og henter meget af deres energi fra omgivelserne - altså fx fra de andre i klubben.
• føler hurtigt, at de må fortælle det til andre, hvis de bliver grebet af noget.
• er ofte midtpunktet i klubben eller en mindre gruppe.
• er hurtigere til at svare og række hånden op, når de bliver spurgt om noget.
• kan bruge mange ord og lettere beskrive, hvordan de umiddelbart opfatter situationen. De er altså ofte hurtigere til at formulere sig.
• kommer let til at føle sig ensomme, når de er alene.
• synes, det er sjovere, når de samarbejder - og vil derfor ofte foretrække løb eller andre fælles aktiviteter.
   

Når vi taler om at være introvert, er der tale om et personlighedstræk, der kan være arveligt. Det, vi bedst kan gøre for de børn, som er tilbageholdende, er ikke at presse dem ud i aktiviteter som de ikke vil. Men derimod gå med dem, sidde ved siden af dem og lad dem mærke de er ikke alene, at der er andre der gerne vil dem.

Når I som klub har et barn der trækker sig, så tænker jeg tre ting:

1. Lav tydelige aftaler med barnet – og hold dem. Pas på ikke at lade dig forstyrre i din aftale med barnet, selvom der måske står andre børn, der også vil have din hjælp. Så det handler om, at du som leder tænker med i, hvad er muligt for jer som klub.
2. Tag en snak med forældrene om hvad det er I oplever omkring barnet. Bed dem om at snakke med barnet om, hvordan det oplever at være i klubben og få hjælp af dem til at komme ind på barnet, så jeres aftaler bliver afstemt.
3. Det er ikke forkert at være introvert. Det kan synes banalt, men det er også vigtigt, at I tydeliggør, at I ikke synes, han er forkert som introvert, men at lige den, han er, er en gave til klubben, til fællesskabet og også til ham selv. Der er meget i skolen og samfundet, der fortæller, at han skal udtrykke sig selv og altid vise klart og tydeligt, hvem han er. Og så er det rart, hvis han har et fristed i klubben!

Men hvordan undgår I, at han føler sig ensom midt i fællesskabet? Jeg tror, det er meget vigtigt, at I lytter til ham og viser, at I gerne vil ham. Samtidig skal I passe på med ikke at presse ham ud i noget, han ikke føler han kan være i. Her kan en aftale fx være at spørge, hvad han har mest brug for, når I oplever han ikke er deltagende.

Vi skal passe på med at sætte børnene i introverte og ekstroverte kasser, og heller ikke gøre børnenes personlighed til en diagnose - for det er det ikke! Men hvis I snakker om det blandt jer ledere, så kan det give jer en forståelse for, hvad der kan være på spil. Det kan meget nemt være, at forældrene ikke har opdaget det. Og så er det selvfølgelig ikke vores opgave at sige det til forældrene. Vores opgave er at give det bedste til børnene, nemlig budskabet om Jesus' kærlighed til os hver især. Også her er det helt lige meget, om man er stille eller aktiv.

Guds fred i opgaven som klub at møde alle børn med deres forskelligheder og respekt for at de er børn som har brug for at høre om Gud og Jesus til os mennesker.

Kærlig hilsen
Kirsten Taulborg Hansen

Hej Sparringskassen

Hvordan møder vi børn med ADHD eller andre former for diagnoser? Hvordan skaber vi nogle gode rammer for de børn?

Med venlig hilsen
Den rådløse

Kære leder

I dag er det ikke ualmindeligt at møde børn med forskellige diagnoser. Jeg oplever lidt, at når vi møder dem i vores klubber, så tænker nogle: ”Uha, hvordan møder vi dem, skal vi lave noget særligt for dem, og har vi ledere nok til det?”

Jeg vil gerne udfordre dig til at møde dem, som de børn, de nu engang er, og tænke, at du kan være med til at give dem et frirum, hvor der ikke bliver lavet særlige rammer og sat strukturer op på grund af det enkelte barn.

Jeg vil samtidig opfordre jer til at have en tydelig struktur i jeres klub og gerne med mange gentagelser. Ikke med for mange pauser, som er noget, børn med diagnoser kan føle sig utrygge ved og har svært ved at være i. Er der behov for pauser, så skal børnene gerne vide det i god tid. Brug her piktogrammerne på hjemmesiden. Struktur, rammer og piktogrammer hjælper ikke bare børn med diagnoser, men alle børn.

Gør som Jesus

Vi må gå ud fra, at deres forældre har vurderet, at deres barn godt kan være i en klub. Derfor kan der nogle gange gå lang tid, inden at vi klubledere bliver klar over, at det enkelte barn er udfordret på en diagnose. Og det tænker jeg er godt. Vi skal se barnet, ikke diagnosen. Vi har nemlig en vigtig opgave i at møde det enkelte barn med den kærlighed, Gud har vist os gennem sin søn. Han var det eneste menneske, som var helt ren og uden diagnoser eller pletter. Han tager imod os, som vi er. Han kigger ikke på, om vi har nogle bogstaver eller diagnoser på os, men rækker sine hænder ud mod den enkelte og siger: ”Kom, jeg vil give dig hvile”.

Jeg har erfaring med ...

I vores klub har vi erfaring med børn, der har særlige udfordringer. Her er vi nogle gange nødt til at finde følgende redskaber frem:

1. En leder sætter sig naturligt ved siden af barnet/børnene, der har udfordringer, når der er bibelfortælling.

2. Barnet/børnene kan få tilbudt fx at sidde og tegne samtidig med bibelfortællingen - eller det kan få en form for stressaflastende legetøj. For 20-30 kr. kan I købe pop its (små plader, man trykker på).

3. Vi indbyder forældrene til at være deltagende i klubben.

Husk på forældrenes skam og frustration

Forældre til børn med en diagnose har mange gang en skam og frustration, de bærer på. De bliver de fleste steder mødt med, at nu har deres barn gjort sådan og sådan, at de forstyrrer og irriterer, eller at de kan ikke være i skolen. Alle forældre har på den måde et ønske om at have et neurologisk normalt barn. Derfor er det også vigtig at give dem nogle gode historier om deres barn. Lyt til dem, hvis de vil fortælle jer mere om barnet, men lad forældrene komme med det selv.

En ting er vigtig: Alle forældre vil deres børn og gør det, som de synes, der er det rigtige - også selvom vi synes, de gør det svært for dem selv. Midt i alt det er det vigtigt ikke at afskære børnene fra at må høre om Jesus og Gud som deres far. Derfor lad være med at tænke på diagnoser, men se det enkelte barn, som det er. Og giv dem det allerbedste, du har fået: Kærligheden fra Gud gennem hans søn Jesus Kristus.

Kærlig hilsen
Kirsten

Hej Kirsten

Kan det være meningen, at man skal skælde så meget ud, når man er leder i en juniorklub? Jeg kommer her hver uge som frivillig, og jeg er så træt af, at vi skælder og skælder ud på juniorerne, fordi de ikke vil høre efter. Der er larm og uro og i det hele taget en ret dårlig stemning, når vi har klub. Jeg synes, vi har prøvet mange ting efterhånden.

Vi har forsøgt med at dele dem op i mindre grupper og har haft forskellig rækkefølge i programmet for at se, om det kunne hjælpe. Vi har også prøvet både stille og lidt vilde aktiviteter, men det ender altid samme sted. Vi skælder ud på juniorerne. Og det gider jeg ikke mere. Jeg bruger af min fritid på det, og så magter jeg ikke at komme sur og skuffet hjem næsten hver gang.

Hvad gør vi galt? Har du et forslag til, hvordan vi kunne gribe det an?

Med venlig hilsen
Juniorlederen

Hej juniorleder

Tak for dit spørgsmål. Jeg tror, at vi alle som ledere kan komme ind i en periode, hvor vi føler, vi kun skælder ud. Jeg har stor forståelse for, at du ikke magter at komme sur og skuffet hjem fra klub. Jeg tænker, at du godt ved, at alle kan komme i en periode, hvor tingene ikke går så godt - hvilket er helt okay.

Måske kan I gå frem efter denne model:

1. Tag snakken med de andre ledere
Det er vigtigt, at oplever du det sådan - så må der tages en fælles snak lederne imellem. Det må være et punkt på dagsordenen næste gang, I har ledermøde: Hvordan har vi det som ledere i klubben? I skal evaluere det, ikke bare for en enkelt gang, men over længere tid. Så I som ledere kan sætte fokus på hvordan den enkelte leder har det.

2. Lod stemningen i klubben
Samtidig ville det være sundt at lodde stemningen i jeres klub. For det er ikke nødvendigvis ensbetydende, at de andre ledere har det på samme måde. Dermed selvfølgelig ikke sagt, at der ikke skal gøres noget ved det! Men mere for at I som ledere kan hjælpe hinanden med at understøtte hinanden. Og så må I bede sammen om at kunne nå juniorerne.

3. Tag snakken med juniorerne
Derefter tænker jeg, at I skal tage en snak med juniorerne. Fortæl dem, at der er noget, I er kede af i klubben - og at I har brug for dem til at løse den udfordring, I har. I må også godt fortælle dem, hvad det gør ved jer. Også at I faktisk ikke har lyst til at være en del af klubben. Derefter skal I fortælle dem, at I har et ønske om ikke at skulle skælde ud, men meget hellere vil have, at I har det godt og sjovt sammen. At klubben må være et godt sted at være for alle, både for juniorer og ledere.  Lad dem komme med deres forslag til, hvordan I kan få en god stemning blandt jer.

4. Lad juniorerne tage (med)ansvaret
Der er også den mulighed, at I tager en snak med jeres juniorråd (hvis I er foreningsopbygget).  Det er godt at inddrage dem i sådan en situation. Så oplever de at blive brugt helt konkret som juniorråd. Det kunne være en af deres opgave at hjælpe til med, at der er en god stemning i klubben. Prøv på den måde at få den med på det kodeks, at I passer godt på hinanden og hvor I kan komme og snakke med hinanden om ting, som gør ondt.

Hvis I vælger at gøre dette, så tænker jeg også, at I kunne lave en indbydelse samt give juniorerne et ansvar for, at I alle har det godt i klubben. Jeg tror ikke, juniorerne er klar over, at de skaber denne frustration i dig/jer.

5. Uforudsigelige rammer fremmer utryghed
Jeg tænker nemlig, at hvis rammerne i klubben bliver utydelige, skaber det også urolighed i juniorerne. De vil så – mere eller mindre ubevidst - forsøge at skabe deres egne rammer. Så er jeres tilbud til juniorerne fyldt helt ud med aktiviteter og forudsigelighed for, hvad der skal ske, den enkelte mødeaften, og at juniorerne mærker, at I vil dem som ledere, så vil I også kunne undgå situationer, hvor I skal skælde ud.

Piktogrammer er rigtig gode til at skabe forudsigelighed, og har hjulpet mange i lignende situationer. Download dem her og sæt dem op i lokalet.

Forhåbentlig giver dette dig noget, du kan bruge.

Kærlig hilsen
Kirsten

Kære Sparringskassen

Vi har i vores klub et barn, der har angst og bekymringer. Det er selvfølgelig hårdest for barnet og familien, men det er også svært for os, der ikke helt ved, hvad vi skal gøre. Kan du hjælpe?

Med kærlig hilsen
Klublederne

Kære klubledere

Set på tværs af DFS’ arbejde vil mange opleve børn og juniorer med angst. Ifølge Sundhedsstyrelsen har 50.000 børn og unge behandlingskrævende angst. Dobbelt så mange piger som drenge har det.

Hvad skyldes angst?

Angst og bekymringer er udtryk for at have været ramt på sin selvtillid pga. traumatiske oplevelser. Lidelsen kan skyldes mange ting: omgivelser, skole, familieforhold, venner, voldsomme oplevelser osv. Hvis vi som ledere ser et barn med angstanfald, så er det vigtigt at acceptere, at barnet kan være udfordret på forskellige områder. Det er vigtigt, at vi er lyttende på, hvad det er barnet særligt er udfordret på. Ved I det ikke, så vær så naturlig, som I ville være over for et hvilket som helst andet barn.

Jeg har før skrevet i et af mine svar, at vi ikke skal være behandlere eller dyrke børns diagnoser. Angst hos børn er en naturlig og som regel kortvarig følelse, der hjælper dem til at søge beskyttelse hos deres primære voksne. Hvis angsten er overdreven og langvarig, kan man tale om en sygdom.

Klubben = frirum

Klubben og lejren skal være et frirum, et tilbud til børn og juniorer med plads til at være den, man er. Her er et fællesskab, hvor vi taler pænt til hinanden og bliver mødt med en kærlighed uden forbehold. Det er så vigtigt, at barnet møder Jesus’ kærlighed, omsorg og får en forståelse for, at vi altid kan gå til Gud med alle vores uroligheder og bekymringer.

Det betyder ikke, at der ikke skal være rammer. Tydelige rammer, grænser og struktur kan hjælpe barnet til ikke at komme derud, hvor det bliver ramt på sin angst. Når vi er tydelige i disse tre ting, kan barnet slappe af. Brug fx hjælpemidlerne på piktogrammer.soendagsskoler.dk til at skabe tryghed gennem forudsigelighed og overblik.

Vær obs på stopsignaler

Når et barn er på vej med et angstanfald, er det vigtigt at være opmærksom på eventuelle stopsignaler og ikke presse barnet ud i noget, det ikke oplever sig succesfuldt i. Det vil være godt at afstemme omgivelserne med, at der skal ro på. Dvs. ikke høj musik eller nogen, der løber rundt eller råber højt. Vi kan godt afstemme med barnet, hvor det sidder, gennem øjenkontakt og dialog, så længe vi ikke gør barnet til noget særligt. Vær tværtimod så naturlig som muligt.

Trygge rammer og selvværd

Stol på, at barnet har det, der skal til for at indgå i et socialt fællesskab. Det giver selvværd, at du signalerer din egen dømmeevne til barnet – på fagsprog kaldes det, at du projicerer over i barnet. Du må gerne sætte ord på, hvad du ønsker og ser i den givne situation. Det giver en tryg ramme, hvor du er med til at øge barnets selvværd.

Børn og juniorer er nysgerrige på at høre om Guds kærlighed til os mennesker. Det er vores opgave at komme med budskabet til dem.

Derudfra kan vi skabe de bedste rammer til at møde alle børn, diagnoser eller ej. Må Gud velsigne jer i det arbejde.

Hej Kirsten

Vi har en udfordring. På den ene side har vi børn i klubben, som ikke tåler en irettesættelse. På den anden side har vi børn, som kræver tydelige rammer. Hvad gør vi?

Med venlig hilsen
Klublederne

Kære klubledere

Tak for jeres spørgsmål. Jeg kan godt forstå jeres udfordring.

Enighed i lederflokken
Det er vigtigt, at I som ledere er enige om klubbens værdier. Tag en forventningsafstemning i ledergruppen, hvor den enkelte leder fortæller sine holdninger om, hvad børn/juniorer må og ikke må. Det kan nemt gå galt, hvis I ikke har fælles afsæt. For jeg kan måske mene ét, mens min medleder mener noget helt andet. Så bliver der noget udefineret, som vi ikke er enige om. Børn er eksperter i at mærke voksnes uenigheder. De kan blive usikre, og derfor kan det blive noget rod.

Vi kan alle tage fejl
Jeg har også oplevet børn, der har svært ved at tåle en irettesættelse, selvom den er sagt på en respektfuld måde. Her er det en balance mellem at behandle dem som et æg, eller om jeg må sige dét højt, som jeg ser. Her vælger jeg ofte at gøre det sidste. Det betyder i enkelte tilfælde, at barnet lægger sig hen i hjørnet og føler sig uretfærdig behandlet. I må ikke ignorere barnet og dets følelser og udfordringer, men efter aktiviteten skal den respektive leder tage en snak med barnet. Tal om, hvad det var, barnet oplevede. Giv evt. barnet en undskyldning, for vi kan også tage fejl. Det er vigtigt, at barnet mærker, at I som ledere ikke er ligeglade, men gerne vil barnet - selvom I ikke altid kan være enige.

En fælles snak
Bagefter snakker lederflokken om, hvad der gik galt. På den måde får I bygget en fælles forståelse for et værdisæt op. I vil efterhånden opleve, at børnene kan mærke, at I som ledere står sammen om at skabe de bedste rammer for alle. Det betyder som regel også, at der kommer ro på dem, der har brug for tydelige rammer.

Nye rammer
Det her sker selvfølgelig ikke over en enkelt gang. Det tager tid at lægge nye rammer i struktur. Giv det derfor en chance. Laver I forventningsafstemningen om klubbens værdisæt, vil I opleve, at det bliver til gavn for alle. Hverken børn eller ledere fortjener, at det er en sur oplevelse at komme i klub. Børn/juniorer bliver trætte af uro, og de voksne er på overarbejde for at skabe ro. Så det handler om at vi voksne sætter os ned og får lavet nogle fælles rammer. Brug fx spørgsmålshæftet på vaerdier.soendagsskoler.dk

Guds velsignelse i arbejdet!

Hej Kirsten

Vi oplever ofte, at børnene i vores klub ikke synes at have behov for de aktiviteter, vi gør så meget ud af at planlægge. Hvad gør vi?

Mvh. de lærevillige ledere

Hej lærevillige

Det er et supergodt spørgsmål, og jeg tænker, de fleste har prøvet at stå i det.

Men lad mig komme med et bud. Jeg tænker, det er vigtigt, at vi som ledere er omstillingsparate; forstået på den måde, at det er vigtigt, vi følger børnenes spor og interesserer os for, hvad det er, de vil. Det er en af mulighederne for at trække børnene/juniorerne ind i en klub. Dog skal vi samtidig have øje for, at det bliver inden for klubbens rammer - samt at det er ansvarligt, selvfølgelig.

Når det er skrevet, så er det vigtigt, at vi som ledere lytter ind til, hvorfor de ikke lige vil de forskellige aktiviteter. Kunne det handle om, at den samme aktivitet lige har været i børnehaven/skolen? Eller handler det om, at børnene har fundet ud af, at de kan ”styre” ledergruppen? Eller er der et af børnene, som de andre ser op til, og derfor gør og mener, hvad denne ”formand” gør – for ikke at skille sig ud fra selskabet med de andre. I så fald handler det om gruppepres, og det må drøftes til et børnerådsmøde.

Gå i dialog med børnene
Når vi oplever, at børnene ikke vil de planlagte aktiviteter, må vi ledere tage en snak om, hvordan vi fanger deres interesser. Her har jeg gode erfaringer med helt lavpraktisk at snakke med børnene om, hvad de kunne tænke sig skulle ske, fx i forbindelse med årsfesten (generalforsamlingen) eller børnerådsmøder. Se forslag til samtalespørgsmål (i referatskemaerne).

Jeg har også prøvet at komme med en planlagt aktivitet, og så melder børnene fra. Frem for at tvinge noget igennem har jeg nogle gange spurgt dem, hvad de så vil lave. Vi kan som ledere være nok så godt forberedte til en aktivitet, men midt i det er vi nødt til at være omstillingsparate. Det er nemlig mere vigtigt, at børnene kommer i klubben og hører om Jesus, end det er vigtigt at lave den planlagte aktivitet.

Derfor er det vigtigt at gå i dialog med børnene om, hvad de har lyst til at lave. Lyt til, hvad har de oplevet hjemme, i børnehave eller skole. Snak om, hvad det er, vi laver i klubben, og at det er vigtigt, at børnene er glade for at komme i klubben. Også at klubben gerne skal være et dejligt sted af være, hvor alle kan komme. Men tal også om, at lederne bruger tid på at forberede sig hjemmefra, og det derfor kan opleves som trælst, at børnene ikke vil være med til aktiviteterne. Endeligt, at vi ikke er uden på at tvinge nogen til noget, men meget hellere vil have, at alle har det sjovt i klubben.

Jeg håber, at I finder ud af det i klubben. Har I brug får idéer til konkrete aktiviteter, som måske kunne fange jeres målgruppe, så kunne det også være godt at kontakte jeres lokale konsulent eller bruge lidt tid på at tjekke legekasse.dk igennem. Børnefrø og Juniorfrø indeholder også mange gode forslag til aktiviteter.

Mange kærlige hilsner
Kirsten

Hej Kirsten

I vores klub har vi nogle børn, der nærmest giver udtryk for, at de ved alt om Bibelen, og som vi derfor har svært ved at inddrage. Vi håber, at du kan give os et godt råd!

Venlig hilsen
klubben med ”de kloge børn”

Kære klub

Tak for spørgsmålet. Jeg tænker først og fremmest, at det handler om omstillingsparathed. Det kan godt være, at der er nogle af børnene, som mener, de ved alt om Bibelen, som kender de fleste bibelhistorier og som måske endda afbryder de andre med et alt for hurtigt svar.

Måske er det børn, som går på kristen friskole eller kommer fra hjem, hvor der bliver talt meget om Bibelen. Her tror jeg, at vi som ledere bliver nødt til at lægge andre spor ind i forkyndelsen.

Inddrag børnene i fortællingen
Jeg tænker, at I med fordel kan forsøge jer med at inddrage børnene med fx drama eller levende fortælling. Børn elsker at spille teater, blive klædt ud og få små roller. Her bliver bibelhistorierne fortalt på en lidt anden måde, hvor man ikke nødvendigvis kan ”regne den ud”.

Efter dramaet kan du komme med din forklaring. Her er der god hjælp at hente i DFS' tekstmaterialer Børnefrø, Kirkefrø og Juniorfrø, hvor der under hjælpemidler er drama og levende fortælling. Eller I kan prøve jer med at få børnene til at fortælle historien først. Derefter kan du lade dem høre din udgave af historien, hvor du kan fylde mere på. I kan også se denne video med tips til at komme i gang med levende fortælling - eller bestille et kursus hos en konsulent i DFS, fx Berits "Inddragelse af børnene".

Mød dem med anerkendelse
Har vi meget vidende børn i vores klub, er det meget vigtigt, at de møder anerkendelse, frem for irritation, hvilket det nemt kan blive for os. Jeg er bange for, at anerkender vi dem ikke, kan de være nogle af de børn, som senere vender os ryggen. Fortæl dem, at I har brug for dem, og at de altid vil have brug for at kende Gud og Jesus i deres liv – ikke kun som korrekte svar, men som en personlig relation; og en personlig relation bliver man aldrig færdig med.

Jeg vil ønske for jer, der møder de børn, at I ser dem som en stor gave, og at I så forsøger at lægge nye spor ind i jeres forkyndelse. Så det bliver til liv for jer alle. Jeg ønsker jer Guds fred i det arbejde i klubben.

Venlig hilsen
Kirsten

Kære Kirsten

Jeg skal forberede børneklub med teksten Opvækkelsen af enkens søn (T200 i Børnefrø 1) og pludselig kan jeg mærke, at teksten går rigtig tæt på. For nyligt mistede en nær veninde sit længe ventede barn meget sent i graviditeten. Blandt klubbørnene sidder der også en, der har mister sin far alt for tidligt.

Jeg føler, at disse ulykkelige og uforståelige kendsgerninger overskygger miraklet i bibelfortællingen. Hvad gør jeg?

Kærlig hilsen
den anonyme

Kære anonyme

Tak for din henvendelse. Jeg har bedt for dig og ønsker dig Guds fred i din forkyndelse og børneklub. Det gør mig ondt at høre, at du har haft flere oplevelser af at miste i en tidlig alder. Det er altid hårdt. Jeg kan sagtens forstå, at det kan være anfægtende og udfordrende at skulle formidle en tekst, som du nævner, i jeres situation. Når Gud kunne opvække enkens søn, hvorfor greb han ikke ind her? Vi må dog altid hvile i, at alle ting er i Guds hånd, også når det ikke opleves sådan.

Ok at sige til og sige fra
Når I som ledere møder en tekst, der er svær at formidle, så er det godt at have en aftale om, at en anden gerne må tage over. Det vil jeg anbefale jer at have. Vi kan alle komme ud for tekster, hvor det bliver svært; den siger ikke en noget, eller den kommer for tæt på lige nu, så jeg bliver anfægtet. Det skal være okay at tage en anden tekst!

Ligesom I har det med Børnefrø, så er det godt at følge et materiale i klubben, som både giver dig som leder refleksion til at kunne formidle budskabet, og samtidig redskaber til, hvordan du tager fat om teksterne. Et fast materiale gør også, at I kommer rundt i hele Bibelen og ikke kun de tekster, der er nemme at gå til. Det udelukker dog ikke, at det er helt okay at tage en anden tekst, hvis den er for svær eller kommer for tæt på. Som i dette tilfælde.

Del det med Gud og gode venner
Jeg tror, det er vigtigt, at vi som ledere er autentiske i vores formidling til børnene om det allerbedste budskab, vi har fået. Børnene fornemmer hurtigt, hvis ikke vi er helt autentiske. Men vi må også sige til Gud, at vi føler os anfægtede, så kan han give os vished. I en sådan situation er det godt at spørge nogle af sine venner om at bede for en.

Jeg håber, at jeg har givet dig nogle svar og at du må få fred i din formidling, uanset hvordan du griber det an.

Med kærlig hilsen
Kirsten

Kære sparringskasse

I juniorklubben har vi en forælder, der siger, at deres 10-årige ikke længere vil komme i klub, fordi hun siger, at hun alligevel ikke tror på Gud.

Forældrene er selv trofaste i kirke og missionshus. De er bekymrede, for de vil gerne have barnet med i klub, men vil ikke presse så meget på, at de presser hende væk. Har du nogle råd til dem og os?

De bekymrede ledere

Kære ledere og forældre

Ingen får noget ud af at tvinge barnet til at høre. Det skaber bare længere afstand til at vende om og være med. Det ligger i os mennesker af natur, at ingen skal bestemme over os. Heller ikke børn.

Derfor er det svært for mig at komme med råd til jer. Det er vigtigt for mig at skrive, at I, som ledere og forældre, skal mærke efter, hvad der er mest rigtigt for jer, og tage udgangspunkt i det. Samtidig vil jeg gerne komme med et perspektiv ind i situationen, og jeg kan godt forstå jeres frustration og fortvivlelse.

Ønsker kun det bedste for vores børn

Vi har altid det ønske, at vi vil give vores børn det allerbedste, vi har. Når vi har valgt at bære vores børn til dåb, er det bedste at være børn af Gud. Og det ér barnet. Vi ønsker at opdrage dem i troen, så de også ser Jesus som deres frelser.  Det er altid svært, når nogen ikke vil tage imod denne gave. Vi kan kun bede og tro på, at for Gud er alting muligt.

Jeg tænker tit på Abraham, der gik den lange vej til Morija. Vi kan ikke sætte os ind i, hvilke tanker og vrede, Abraham havde, for nu skulle han ofre sin egen søn. Gud stod i samme situation, da han sendte Jesus til os for at skulle ofres. Når vi har et barn, som ikke vil følge den samme vej som os, så må vi ned på knæ og bede.

Det er vigtigt, at vi respekterer barnets valg, selvom det er svært. Samtidig er det godt at blive ved med at række ud af den kærlighed, Gud har vist os i dåben og Jesus’ død på korset. At være der og tage de snakke, som barnet har brug for. Og frem for alt være troværdige over for barnet i alt.

Vær troværdige i handlinger og ord

Som klubledere gør det ondt, når et barn vender ryggen til det, vi fortæller om. Vi ønsker, at børn og juniorer får det, som vi har fået: Jesus som frelser og herre i vores liv. Som ledere er det vigtigt, at I er troværdige i handlinger og tro. At I sætter jer et mål i at skabe tillid til barnet og være dem, som stiller spørgsmål og rækker ud. Vær i dialog med barnet og sæt fx barnet på nogle bestemte opgaver i klubben, så det kommer til at føle sig værdifuld og på en anden måde mærke den kærlighed, som Jesus rækker ud til os.

Når jeg skriver handlinger og tro, er det vigtigt, at I er troværdige i det, I siger og gør. Det handler om, at når I har sagt noget til én, så er det det samme, I siger til den næste. At I er nærværende i den tid, I har børnene, og derfor gemmer voksensnakken til efter klubtid. Det handler meget om barn-voksenrelationen, og at I går ved siden af, bagved eller foran i den tid, I har klub. Det vigtigste er, at I beder for barnet og familien, evt. også sammen med de andre i klubben.

For Gud er alting muligt

Vi må heldigvis altid tro, at for Gud er ingenting umuligt. Måske oplever vi ikke at se, at barnet finder ind til Gud. Men vi må tro på, at det, vi har fortalt, på et tidspunkt må vende tilbage, og at barnet må mærke kærligheden og budskabet.

Jeg håber, at mine perspektiver giver grundlag for en snak om, hvad I vælger at gøre, gerne sammen med forældrene. Bed først og fremmest Gud om at vise jer vej i den svære situation.

Kære Kirsten

Vi har i juniorklubben en pige, hvis forældre er skilt, men begge bor i byen. Hun er glad for at komme, men hendes far modarbejder det. Når hun er hos ham, får hun ikke lov til at komme, og vi kan mærke, at det gør hende ked af det. Hvordan kan vi hjælpe hende?

Kærlig hilsen
nogle bekymrede ledere

Kære Juniorklub

Tak for jeres brev. Vi er mange, der står med jeres udfordring. Jeg vil opfordre jer til at tale åbent med pigen, at I oplever, hun ikke er glad. Det vil hjælpe hende med at få skabt en tryg relation til jer ledere, og hjælpe hende med at sætte ord på hendes egne frustrationer.

Hun har det svært
Det er helt klart, at pigen har det svært. Det er en del af hendes sorg over at hendes hjem er blevet til to. Husk, at i hendes øjne er begge forældre lige værdifulde, og hun derfor føler behov for at gøre begge parter glade. I denne umulige situation har hun mere end alt andet brug for jer som forstående mennesker. Mød hende, når hun er ked af det. I skal ikke være bange for at spørge ind til hende, for hun har ikke brug for, at I gætter på hendes følelser, men brug for helt konkret omsorg.

Prøv at tilbyde hjælp
Prøv også at mærke jer frem, om I på en måde kunne hjælpe pigen med at komme hver gang, fx ved at hente hende hos faderen. Men gør det i en respektfuld dialog med ham, så I ikke eskalerer konflikten. Der kan være forskellige grunde til, at han ikke vil lade hende tage i klub. Prøv også at tage en snak med pigen om det - og forældrene, hvis det er muligt.

Jeg tænker, I skal tage en snak med hendes mor og aftale med hende, at I vil tilbyde at hjælpe pigen. For at skabe et fortroligt rum er det vigtigt, at I siger til moderen, at I ikke vil fortælle hende, hvad pigen kommer og snakker med jer om.

Derudover har I en stor opgave i at bede for hende og hendes forældre.

Jeg håber, dette er svar nok for jer. Ellers er I meget velkomne til at kontakte mig igen.

Kærlig hilsen
Kirsten

Kære sparringskasse

Hvad gør jeg? Jeg er i klubben udfordret af, at mit eget barn bare ikke vil, som jeg gerne vil. Vi ender ofte i konflikt.

Det er jeg træt af, og tænker, om det vil være klogere, hvis jeg slet ikke var leder i klubben?

Den fortvivlende mor og leder

Kære mor og leder

Først og fremmest tak for, at du har lyst til at stå som leder i klubben, når du selv har børn i samme alder. Jeg ved, at det kan være udfordrende! Når det er sagt, så har vi i DFS faktisk brug for netop dig. For du kender jo barnets tankegang i den alder, og det kan du bruge i klubben. Så tak for, at du påtager dig opgaven som leder.

Du er ikke ene om at stå med denne udfordring. I er mange i samme situation; og det kan også ske for ledere på lejr.

Dobbelt forberedelse

Når man er så heldig at kunne have sit eget barn med, så kræver det nogle gange to gange forberedelse: En til klubben og en med sit barn. Dig og dit barn skal lave nogle aftaler og afstemme forventninger. Dine medledere og dig skal også gøre det samme.

Forventningsafstemning med dit barn

Det er vigtigt, at du og dit barn sætter jer ned og snakker igennem - helt stille og roligt - hvad det betyder, at du er leder i klubben. Det handler ikke om, at du ikke ser eller ikke kan lide dit eget barn. Det vil altid være dit eget barn, der betyder mest for dig; også selvom du indimellem har et andet barn op og sidde, giver et kram eller hvad det måtte være. Fortæl altid dit barn, at du elsker det, og at det betyder uendelig meget for dig. Og når du siger nej til dit barn, så er det fordi du i kærlighed vil det bedste. Det betyder fx, at du tager ansvar for, hvad det må og ikke må.

Involvér barnet

Du kunne også barnet hjælpe med den opgave, du har i klubben. Er det en aktivitet, så kan I to hjemmefra lave en model. Er det en bibeltekst, så få dit barn til at hjælpe dig med fortællingen. Dengang mine børn var mindre, så ville de gerne med mig ud og holde familieaftener. Jeg aftalte med dem, at de måtte hjælpe mig med fx computerne eller nogle sange, der skulle synges. Dermed følte de sig som en del af aftenen. Det handler om, at du får dit barn til at føle sig værdifuld og værdsat - også når I er i klub.

Forventningsafstemning med dine medledere

Det er vigtigt, at I sætter det på dagsordenen på jeres næste ledermøde. Drøft, hvad der er okay for dig, at de hjælper dig med i forhold til dit barn. Måske kan I finde en opgave til dit barn, fx dække bord eller rydde af. Så kommer dit barn (eller jeres børn) til at føle sig som en hjælper. Det betyder også, at de mere får lyst til at tage deres kammerater med i klub. Jeg oplever, at når børn får en opgave, så glemmer de helt, at de har en opgave i at få sig set eller hørt. På den måde kan du undgå de fleste konflikter.

Spil også med åbne kort over for dine medledere. Oplever de, at du ikke ser eller hører dit barn, så bed dem om at sige det til dig eller tage sig af dit barn. Det er så vigtigt, at vores egne børn oplever sig set og hørt. For de har også brug for Jesus resten af deres liv. Her har vi en lige så stor mission, som vi har det med alle de andre børn.

Til slut endnu engang TAK for, at du hjælper med at lede børn hen til det største, vi har fået: nemlig frelsen i Jesus Kristus. Må Gud velsigne dig i den gerning!

Kærlig hilsen Kirsten

Kære sparringskasse

Hvordan bevarer vi glæden i en nedgangstid – og fastholder samtidig glæden over alle de børn, der har hørt om Jesus?

Kærlig hilsen den mangeårige leder

Kære leder

Det er et godt spørgsmål, du stiller. Som mennesker ønsker vi af natur at være mange i et fællesskab. Så kan du spørge: Hvad er mange? For nogle har det godt med, at der er fem, andre vil helst være 10, andre igen 30 osv. Der er vi mennesker forskellige.

Fokusér på fordelene

Der er fordele ved både de store og små fællesskaber. Når vi er 30, er der mulighed for at lave mange forskellige ting. Der er også flere børn/juniorer, der kan danne relationer indbyrdes. Der vil typisk også være flere input under bibelfortællingen, fordi der er flere, der har mulighed for at sige noget. Modsat kan man også let gemme sig i en stor flok.

Personligt synes jeg, det er sjovere at forberede mig til en klub med mange deltagere, frem for at vide, at der måske sidder to. Samtidig er det godt at huske, at det ikke er antallet, det kommer an på, men at vi får ordet om Jesus fortalt til dem, der nu engang vil høre. Det er vigtigt at kigge på det, der er, og ikke på det, der ikke er. Samtidig har vi en opgave i altid at bede for flere – gerne sammen med børnene og juniorerne.

Når der kommer færre i jeres klub, så kan relationerne blive mere trygge. Og der kan også stadig laves de samme aktiviteter. Det kræver bare noget mere af jer som ledere. I en mindre flok vil den enkelte opleve større nærvær, mere ro og flere muligheder for at deltage aktivt. Lederne har en vigtig opgave i at være forberedte, samt at gøre det alderssvarende, både i sprog og aktiviteter. Derfor kræver det mere af os ledere, når der er få.

Modsat, er der mange, så har vi en opgave i hele tiden at være nærværende – og at have det bedste tilbud, så vi bliver ved med at være mange. Vi er oppe imod mange forskellige gode tilbud for børn og juniorer. Måske er det efterdønninger efter nedlukningen, og det kan være svært at komme op igen.

Hvad tænker børnene?

Vi kan lave både fremstød og lokke med spændende aktiviteter, men det hjælper kun, hvis børnene synes, det er sjovt. Vi er afhængige af, hvad de synes – for inviterer de andre med fra klassen eller skolen, så kan vi pludselig blive mange. Det er også vigtigt, at børnene/juniorerne er i centrum. Så må vi sætte vores egne behov til side og tage kaffe og intern snak bagefter.

Erfaringen med bøn 

Det vigtigste er bøn. Nævn det i jeres fællesskaber. I har brug for forbøn. Både om at der må komme flere, men også for jer selv, at I må kunne holde modet oppe, mens I er få. I skal vide, at Gud hører jer og velsigner arbejdet med børn og juniorer. Jeg vil slutte af med en opløftende historie fra min egen klub. Vi har i mange år været mellem et enkelt og otte børn i klubben. Vi har gjort os mange tanker, lavet flere fremstød og snakket med børnene, hvad vi skulle gøre for at blive flere. Vi har bedt sammen med børnene og i vores lokale fællesskaber. Og Gud har hørt os. Her efter sommerferien er vi oppe på at være 18 børn - plus nogle af deres forældre. Dét er bønhørelse og velsignelse! Det kræver til gengæld rigtig meget af os ledere nu. At vi er på - éthundrede procent. At vi ser, hører og mærker det enkelte barn. At vi viser glæden over at de kommer og fortæller det højt.

Så bed og vent på Guds svar. Det kommer!

Venlig hilsen
Kirsten Taulborg Hansen

Kære Kirsten

Jeg skriver til dig, fordi jeg ikke rigtig føler, at jeg har andre steder at gå hen med det her.

Jeg har været leder i en børneklub i en del år nu sammen med en fast gruppe på to andre ledere. Vi har i ledergruppen nogle udfordringer, som jeg gerne vil have dine input til.

Uenige om, hvor meget det åndelige skal fylde
En af tingene er, at vi er ikke enige om, hvordan man holder klub. Jeg vil gerne, at bibelhistorie og det åndelige får lov til at fylde mere end det gør. Men særligt en af de andre ledere synes, at det allerede nu fylder for meget, og at børnene skal have mere tid til leg og bare være sammen.

Det er kun mig, der kommer i god tid
Jeg vil også gerne, at vi ledere møder ind til klub i god tid, så vi kan nå at have det hele klar, når børnene kommer. De andre komme lige til kl. 16, hvor klubben starter. Det gør mig irriteret og frustreret, fordi det så er mig, der skal gøre klar og lave saft osv. - hver eneste gang.

Det er så vigtigt, at børnene hører om Jesus, men jeg har mest lyst til at stoppe som leder, for jeg trives ikke længere i det. Kan du ikke give mig nogle gode råd til, hvad jeg skal gøre?

Kærlig hilsen
en frustreret leder

Kære frustrerede leder

Tak for dine spørgsmål. Jeg vil forsøg at give dig nogle muligheder.

I første omgang tænker jeg, det er meget vigtigt, at du gør op med dig selv, om du fortsat gerne vil være leder i jeres børneklub. Jeg læser, at du har mest lyst til at stoppe - som det ser ud nu. Samtidig tænker jeg, at når du - selvom du ikke trives, føler dig irriteret og frustreret - stadig bliver i klubben, så er det fordi, det betyder meget for dig. Ellers ville du have stoppet for længe siden.

Bed - og skriv derefter de positive ting ned
Derfor vil jeg gerne, om du vil bruge lidt tid med dig selv. Bed gerne om at få visdom til at træffe det rigtige valg for dig. Derefter skriver du en liste med alt det, som er godt ved børneklubben og holder fokus på det. Det er vigtigt, at du netop holder fokus på det positive.

Forventningsafstemning
Vælger du at blive, synes jeg, du skal invitere de andre ledere til et udvalgsmøde, enten i børneklubbens lokaler eller hjemme hos dig. Her kan du fortælle dem, hvordan du har det. Det kan være, de har det på samme måde. Måske er de også frustrerede, bare med modsat fortegn. Lyt til hinanden i respekt, og prøv at undgå at komme med modargumenter. Bare sig, hvad I selv synes, der er værdifuldt i klubarbejdet.

Og så tænker jeg, at I skal have lavet en forventningsafstemning, hvor I snakker værdigrundlag for klubben igennem - og snakker om jeres egne forventninger.

Lav konkrete aftaler
Derefter laver I en fælles aftale, fx om at I møder ind en halv time før, hvor I hjælper hinanden med at blive klar til at modtage børnene. Så I har fuld opmærksomhed på dem, når de kommer ind af døren. Det er meget vigtigt, at I der møder det enkelte barn, ser det, lytter til hvad det har oplevet osv.

Møder I ind en halv time før, så har I også mulighed for lige at snakke sammen om, hvordan I har det den dag. For der kan godt være dage, hvor vi som mennesker ikke altid er på toppen og har brug for, at der er andre, som tager over. Jeg kalder det for at 'stemple ind'. Det er det samme, som I skal gøre med børnene, når de kommer.

Det er også vigtigt, at I i jeres aftale får talt om, hvor lang tid, I skal bruge til at forkynde for børnene; og hvor lang tid, det sociale samvær må tage (til saft og kage), samt aktivitet/leg/spil osv. Lav evt. et program, hvor der står hvem der har teksten, aktiviteten og er der nogle som er fraværende, så skriv det ned – programmet må gerne være synligt for børn og forældrene.

5 minutters lederafslutning
Så er det en god ting lige at afrunde dagen, når børnene er gået hjem. Det er ikke noget, som skal tage lang tid. 5 minutter er fint. Tal om, hvad der godt i dag og hvad I skal rette til næste gang.

Jeg håber mit svar har givet dig noget, du kan bruge. Ellers er du meget velkommen til at kontakte mig - eller ringe til din konsulent i jeres område.

Kærlig hilsen
Kirsten

Kære Kirsten

Hvordan får vi fat i de børn, som ikke dukker op, når klubben starter op igen? Vi oplever nedgang her efter sommerferien.

Med venlig hilsen
den halvtomme klub

Kære klub

Det er utrolig vigtigt, at klubben kommer i gang igen. Det kan være, nogle er flyttet. Andre har ikke længere fri den dag, kluben foregår. Ende andre er måske blevet for gamle. Og nogen forsvinder bare uden vi kan sige hvorfor. Efter en lang ferie kan børn/juniorer og deres familier være kommet ind i en ny rytme og hverdag. Derfor må tilbuddet om klub – i endnu højere grad end før – være et attraktivt tilbud. Vi har selvfølgelig et virkelig attraktivt tilbud – for vi har budskabet om Jesus, det bedste tilbud overhovedet.

Jeg ved, at der rundt omkring i landet er superaktive ledere, som er helt utrolig dygtige til at forberede spændende klubeftermiddage/-aftener. Men noget af det, vi særligt er oppe imod post-corona, er at familierne har fundet ud af vigtigheden af en stille hverdag. Mange er stadig gearet så meget ned i aktivitetsniveauet, at selv børnene har fået svært ved at komme afsted.

Min oplevelse er dog, at kommer vi i kontakt med forældrene, så går der ikke længe, før børnene er der igen. Måske ikke dem alle, men en stor del. Og måske endda også nogle nye!

Konkrete forslag til at komme i gang igen
Prøv at sende en sms eller kør rundt med en hilsen, hvor I fortæller, at nu starter klubben op igen. Inviter gerne forældrene med den første. Lav en eftermiddag, hvor I serverer lidt at spise. Her er det vigtigt at lytte ind til, hvad er der sket siden sidst. Gør det fx bordet rundt. Børn og junior vil rigtig gerne høres, og de kan sagtens lytte, hvis de blot ved, at det også bliver deres tur på et tidspunkt. Hvis I er mange, kan I dele jer op i mindre grupper. Fortæl også om dine egen oplevelser i tiden, hvor du ikke har været sammen med børnene/juniorerne. Rund af med at fortælle om, hvordan I ser klubben fremadrettet. Her har I mulighed for at tilrettelægge klubben efter tiden og behovene her og nu. Måske har I hængt fast i nogle rammer, der ikke længere er fordelagtige.

Vær klar med en lille tekst fra Bibelen, der maks. fylder 10 minutter – gerne med noget, deltagerne kan røre, se og mærke – så du fanger deres opmærksomhed. Syng nogle af de sange, som I ved børnene kunne lide fra tidligere. Og hav en aktivitet klar, hvor forældrene også bliver en del af den – eller giv dem lov til bare at snakke sammen bagerst i lokalet eller ved siden af. Se DFS’ legekasse.dk for gode idéer til aktiviteter. Slut af med fadervor og en sang.

Jeg ved, at det kræver noget at komme i gang igen. Men det er ikke umuligt! Min egen oplevelse har været, at forældrene hyggede sig, da børnene/juniorerne kom igen, og at forældrene også havde brug for se hinanden igen.

Det kan også være, at en personlig kontakt til forældrene er nødvendig. Så kør gerne forbi, hils på og fortæl, at klubben er i gang igen. Husk, at du går med det bedste budskab til de mindste i vort land!

Forbered jer med et ledermøde
Hold et ledermøde, hvor I som ledere drøfter, hvordan klubben skal se ud, når I lukker op igen. I har nu chancen for at lave de ændringer, så I får den klub, som I tænker, der skal til i jeres by – eller efter hvad I nu har lederhænder til. Planlæg så en eftermiddag, hvor der er god tid til at være sammen, men hold jer inden for jeres nye rammeaftale, som I har indgået. Til sidst bed så Gud om kræfter, frimodighed, villighed samt børn og junior til at komme i gang igen.

Jeg ønsker jer Guds velsignelse med at komme i gang igen – og jeg vil bare lige sige jer: I må gerne glæde jer til det!

Kærlig hilsen
Kirsten